MOMO er en genial tidløs fortælling.
MOMO af Michael Ende (1929-1995) har et eviggyldigt budskab ud over at være særdeles gribende og alvorlig.
Kampen imod tidstyvene foregår stadig og ligesom Jules Verne der i 1865 forudså at vi ville lande på månen i 1969, så forudså Michael Ende formentlig at vi ville få smartphones og computere – eller i hvert fald objekter der ville stjæle vores tid uden at vi egentlig lægger mærke til det eller kan gøre meget ved det.
Man kan stort set erstatte alle de steder i fortællingen hvor “De Grå Mænd” optræder, med ordet “Smartphone” uden at det ændrer fortællingen væsentligt.
Jeg tror desværre ikke at der kommer en ny MOMO som kan frelse os fra DE tidstyve.
Det er ikke mit ærinde at anmelde bogen, det har mange gjort bedre.
Jeg vil blot påpege det tidløse og nu voldsomt mere aktuelle tema end da Michael Ende skrev den i 1973, selv om han jo da allerede der så at præstationsræset blev invaderer af “tidstyvene”.
Ikke desto mindre er det en fantastisk velskrevet fortælling som man ikke kan læse uden at sætte den lidt i relief til den hverdag vi lever i.
Tid i sig selv er jo en fascinerende størrelse som vi er nødt til at forholde sig til.
I bogen bruger “De Grå Mænd” at opgøre den persons liv i minutter og sekunder og hvilke beskæftigelser man bruger hvor meget tid på, for at kapre dem som kunder og sætte overskydende tid i “Tidsbanken”.
Der er jo efterhånden også lavet imponerende statistikker over hvad vi bruger tiden til gennem et helt liv – og der kunne vi vel alle finde lidt at spare på.
Vi bruger gennemsnitlig 3 timer dagligt på vores smartphone – det vil sige at vi bruger 11 år af vores liv på at stirre på en skærm – og det er endda fraregnet computerskærme.
I stedet for som i bogen at arbejde hurtigere og mere målrettet, kunne vi vel også se på hvad vi bruger unyttig tid på – og derfor kunne gøre andre ting vi kunne have større glæde af.
Et citat fra bogen: “Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet.”
Filmen MOMO fra 1987 kan ses på Youtube her!